Visi vertimai

Han blev ved med at slå løs på manden, selv om han nu lå helt stille. Så sortnede det for hans øjne, og det sidste, han hørte, var skriget fra mandens kæreste: ”Du har dræbt ham”.

Vi steg ud, min far åbnede bagagerummet og tog kransen ud. Vi gik op mod kirken, min far bar kransen og sørgede for at holde den så højt, at silkebåndet ikke slæbte hen ad jorden. Dem fra hendes klasse havde vindjakker på, almindeligt tøj, de var ikke i sort som os. Jeg tænkte på fugle. Vi gav hånd og hilste på dem alle sammen, de havde kolde hænder og blev udenfor, da vi gik ind i kirken for at lægge kransen.